Nakkesmerter.
Mange danskere oplever at nakkesmerter fylder meget i deres hverdag. Det kan betyde dårligere livskvalitet og mindre overskud i dagligdagen. Nogle af de typiske gener, vi ser på klinikken, er muskelspændinger, stivhed i nakken, hovedpine og udstrålende smerter til armen. Smerter fra nakken er en problematik vi har stor erfaring i at behandle. Klinikkens fysioterapeuter er specialiseret i behandling af nakkesmerter og deltager løbende i videreuddannelse for at være ajour med den nyeste viden på området.
Eller book tid på 86 12 29 04
Lidt om nakkens anatomi og hvad der kan give smerter:
Nakkens knogler består af 7 nakkehvirvler, som gør os i stand til at dreje hovedet og bevæge nakken i en stor bevæge radius. Mellem hver nakkehvirvel ligger der en discusskive, som fungerer som stødabsorbering, når vi bevæger os eller fx ved hop. Derudover har vi rygmarven, som løber i en kanal op gennem halshvirvlerne og forgrener sig ud og bliver til vores nerver. Disse nerver sender og modtager signaler fra bl.a. muskler, led og hud, så vi kan bevæge os og mærke, hvis noget rører vores hud. Udenpå knoglerne har vi en lang række muskler, som står for at stabilisere de enkelte led og bevæge dem i præcist koordinerede bevægelser.
Her er nogle af de diagnoser, vi typisk ser:
Hold i nakken – Denne tilstand kommer ofte uden speciel årsag. Måske har du prøvet at vågne med hold i nakken, og have svært ved at dreje hovedet til den ene side. Tilstanden kan være meget smertefuld og generende, men falder heldigvis typisk til ro i løbet af nogle dage. Ved manglende bedring kan fysioterapeuten hjælpe dig med forskellige tiltag. Dette kan være udspænding af muskulaturen, teknikker som kan løsne leddene eller øvelser for nakken.
Slidgigt/artrose i nakken – Med årene sker der forandring i knogler, brusk og ledbånd, som kan give ændret funktion og smerter fra nakken. Normalt behøver slidgigt ikke at være ensbetydende med smerter. Men nogle gange kan forandringerne i leddene sætte gang i en ond spiral, hvor man oplever stivhed og muskelspændinger, som giver smerter fra området.
Discusprolaps i nakken – Inde i discusskiven ligger en blød gelekerne. Denne gelekerne kan trænge igennem ydervæggen af discus, og kan give nakkesmerter eller udstråling og føleforstyrrelser i armen. Tilstanden kan være meget smertefuld og hæmmende for dit funktionsniveau. Heldigvis kan øvelser og den rette vejledning ofte lette forløbet og sørge for at du hurtigt bliver funktionsdygtig igen.
Stenose – Med alderen bliver pladsen mellem nakkehvirvlerne mindre. Dette kan give tryk på nerverne og give nakkesmerter og udstråling til armen. Ofte kan fysioterapi lindre disse symptomer, men i nogle tilfælde udfører man en operation, hvor man laver mere plads til nerven.
Nakkeoperationer – Nogle gange kan operation være nødvendig. Dette kan fx være for at stabilisere nakkehvirvlerne eller fx fjernelse af discusmateriale. Du vil typisk få en henvisning/genoptræningsplan fra hospitalet som giver dig ret til et genoptræningsforløb hos os.
Smerter pga af stillesiddende arbejde – Når du sidder stille eller står i længere tid ad gangen, sættes muskler og led på stræk. Dette er okay i kortere perioder, men over længere tid vil muskler og led begynde at reagere med smerter og ubehag for at få dig til at skifte stilling. Løsningen er at give musklerne bevægelse og øge blodcirkulationen. Vi vejleder dig i hvilke tiltag, du selv kan gøre, i ergonomisk optimering og hvilke øvelser, der kan være gavnlige for dig.
Piskesmæld/whiplash – Ses ofte ved fx trafikuheld, hvor nakken slynges frem og tilbage ved en hurtig og ukontrolleret bevægelse. der ses ofte ingen skade på billeddiagnostik, men der kan opleves langvarige smerter efterfølgende. Symptomerne kan være lige fra nakkesmerter til øget følsomhed overfor lyd eller hovedpine. Generelt ses ofte, at der kommer en overfølsomhed af nervesystemet, så tolerancen for hvornår, der opleves smerte og ubehag, mindskes.
Sådan håndterer vi dine nakkesmerter:
Første gang du kommer i fysioterapien, vil din fysioterapeut lave en grundig undersøgelse af din nakke og spørge ind til din sygdomshistorie, for at finde årsagen til dine smerter. Det kan være at du har siddet for længe i fastlåste stillinger, lavet en overbelastningsskade eller måske kan hovedpuden være synderen. Ud fra undersøgelsen vil vi vejlede dig i, hvordan du selv kan være med til at løse dit problem, og hvordan vi kan hjælpe dig med at komme af med dine smerter. Det kan være udspænding/massage af spændte muskler, øvelser for at bedre nakkens funktion og styrke, akupunktur, ergonomisk vejledning mv.
Eller book tid på 86 12 29 04
Du har også mulighed for at deltage i vores træningshold: Nakkesmerter – Behandling mod smerter i nakke og skulder, hvor du bliver guidet igennem de bedste øvelser for netop din skade.