Formålet med behandling hos en fysioterapeut er at fremme livskvalitet og evnen til at bevæge sig. Fysioterapibehandling anvendes, når bevægelse og funktionsevne er truet på grund af alder, sygdom eller hvis du er kommet til skade. Behandlingen baseres på en grundig undersøgelse og analyse af din bevægelighed, muskler og led. Fysioterapibehandling bruges både forebyggende og når skaden er sket – gennem manuelle behandlingsteknikker og træningsøvelser. Et vigtigt element i behandlingen er kombination af træning og manuel behandling.
Behandling hos en fysioterapeut kan bruges til forbedring af bl.a.:
- Smerter i muskler og led
- Skader efter idræt
- Gigtsygdomme hos børn og voksne
- Sygdomme i hjerne og nervesystem hos børn og voksne
- Cancer
- Operationer
Fysioterapibehandling tilbydes på Fysioterapien Åboulevarden 70 enten med fuld egenbetaling, eller med tilskud fra Den Offentlige Sygesikring ved henvisning fra praktiserende læge. Der ydes også tilskud fra “Sygesikringen Danmark”.
Behandling på klinikken er fuldt dækket af Den Offentlige Sygesikring ved:
- Medfødte/arvelige og neurologiske sygdomme
- Fysiske handicaps som følge af ulykke
- Visse gigtsygdomme
Når du kommer til behandling på Fysioterapien Åboulevarden 70, skal du som det første køre dit sygesikringskort gennem kortlæseren hos sekretæren i receptionen. Du skal som regel også medbringe et lagen, da fysioterapeuten ofte vil benytte en behandlingsbriks ved din konsultation. Derefter bedes du tage plads i venteværelset. Den fysioterapeut, der skal behandle dig, kommer og henter dig, når det er din tur.
Ved første behandling vil fysioterapeuten stille dig en række spørgsmål om dine gener, for at danne sig et overblik over din situation. Derefter vil fysioterapeuten lave en relevant undersøgelse af dine symptomer, der sammen med henvisningsdiagnosen fra den praktiserende læge, vil resultere i en fysioterapeutisk diagnose og handleplan, og fysioterapeuten vil sammensætte behandlingen med henblik på størst mulig effekt.
Efter behandlingen får du en ny tid til næste behandling, enten sammen med din fysioterapeut eller hos sekretæren. Du kan betale for behandlingen hos sekretæren, enten hver gang eller samlet f.eks. en gang om måneden. Vi foretrækker, at du betaler med kort eller mobile pay. Du kan også vælge at få tilsendt regningen til din mail. Ønsker du dette, bedes du venligst oplyse din mailadresse til sekretæren, oplyse om du er medlem af “Sygesikringen Danmark”, samt medbringe eventuelle forsikringspapirer første gang, du kommer.
Velkommen til Fysioterapien Åboulevarden 70. Vi glæder os til at tage hånd om dig.